Menu

3 kg Blæksprutter (Enkelt frosne)

Lager status

Er på lager

250,00 kr.

Detalje om produktet

3 kg Løsfrosne Blæksprutter

Blæksprutter – en dansk specialitet

Blæksprutter af arten Loligo forbesi findes i store mængder i de danske farvande. De er af meget høj kvalitet og er meget anvendelige.

De fanges fra små eksemplarer på kun 100-200 g op til store basser på flere kilo. Alle er lige anvendelige.

Blæksprutter har ry for at være seje. En Loligo er aldrig sej, hvis den behandles rigtigt. Smagen er helt anderledes end smagen af fisk, lidt skaldyrsagtig og en lille smule sødlig.

Rensning og udskæring

Efter optøning rykkes hovedet og armene fri af kroppen. Derved følger en del af indvoldene med. Resten sidder i kroppen (mest æg). Armene skæres fri så langt ind i hovedet hvor der stadig er massivt kød. Selve hovedet med papegøjemunden kasseres. Hvis kroppen skal anvendes hel, pilles resten af indvoldene ud med en pegefinger og der skylles godt efter. Oppe i ryggen sidder et fjerformet hornagtig rygskjold, der kan trækkes ud. Hvis kroppen skal udskæres, er det nemmest at skære den op inden rensningen.

Blækspruttens muskelfibre ligger i cirkler om kroppen. Derfor er det en dårlig ide at lave ringe af den – de bliver ikke så møre som hvis man skærer på langs af kroppen.

Anvendelse af dine blæksprutter

Blækspruttekødet har en anden struktur end fiskekød. Hvis man vil undgå at det bliver sejt, skal det enten koges/steges meget kort eller meget længe. Den fineste smag får man ved kort tilberedning.

De mindste blæksprutter kan bruges til fyldte sprutter. Arme og finner hakkes og blandes med hakkede grøntsager, stegt løg, kogte ris eller lidt fiskefars – hvad man nu har. Det fyldes i kroppene, der lukkes med to tandstikkere. De koges så til de er møre og kan spises varme eller kolde, skåret i skiver. De kan også varmes i ovn (ikke for længe) med lidt væde ved.

Mellemstore eksemplarer kan skæres i mindre bidder (arme, finner, krop). De saltes let og steges sammen med hakket hvidløg og persille i en gryde til de er møre. Dryppes til sidst med citron.

De store kan koges og skæres i bidder og blandes med salat, tomatskiver, peberstrimler og lignende. Det hele overhældes med en marinade af citron, salt, olivenolie, peber og en lille smule sukker.

Blæksprutternes holdbarhed

Blækspruttens kød er velegnet til frysning. Det er magert og ændrer ikke smag. Optøet, bør blæksprutterne renses hurtigt og helst tilberedes samme dag. På frost kan de holde sig op til 12 måneder.